De centrale spørgsmål: Hvad sørges der over? Hvad skal frigives helt?
Sorg kan have forskellige årsager: Den opstår når noget er uigenkaldeligt tabt, eller når der sker et dødsfald - det kan være når et menneske eller et dyr dør eller når man mister vigtige ejendele, ideer, eller relationer.
Sorg kan opstå som reaktion på; afslutningen af et kærlighedsforhold, det uigenkaldelige tab af helbred eller velfærd eller et stort tillidsbrud. Sorg kan også opstå som reaktion på aldrig at have haft noget, vi alle tager for givet, såsom sundhed, styrke, sikkerhed, eller en lykkelig barndom.
Sorg giver dig evnen til at slappe af og give slip, sorg kan tage dig til de dybeste steder i sindet, hvor du ikke har andet valg end at give slip - når tab af vitale tilknytninger opleves som selve døden.
Sorg opstår for at hjælpe dig til at slappe af og give slip. Gennem sorg kan du overleve tab, ved at fordybe dig i den dybe flod, der løber under alt liv.
Hvis du ikke kan forene dig med din sorg, vil du opleve at du bliver ustabil og afskåret, en følelse af uretfærdighed, adskilthed og død - i stedet for at blive renset og fornyet i sorgens flod.
Sorgen kulturelt set
Sorg er ikke en negativ følelse i sig selv, men vores kultur har valgt ikke at anerkende den. I vores kultur holder vi begravelser, men alle er stille, klædt i deres bedste og mindst behagelige tøj, ser stive ud og siger intetsigende fraser. De sørgende græder sommetider, men hvis de gør, undskylder de ofte for det. I vores kultur, viser man ikke sin sorg åbent - man er høflig, undertrykker sorgen og ender ofte med en ubehagelig tavshed.
Vi fortæller hinanden det hele var for det bedste, eller at vore kære er i en bedre verden nu. Vi udtænker perfekte forklaringer og rationaliseringer, forestiller os at vores kære er i himlen eller nirvana, bedøver vores følelser, tager afstand fra vores kroppe - og vi "klarer det" meget godt (en utrolig nøjagtig beskrivelse af hvordan sorg betragtes som noget man bør undgå!).
Der findes andre kulturer hvor man udtrykker sin sorg åbent: jamrer højlydt, skriger til himlen, beder sammen eller græder ud i fælles omfavnelse. Man udtrykker og viser sin sorg åbent og ægte.
I vores kultur er det normalt at undgå sorgens nedadgående følelse. Man kan miste sine kære, uden at være i stand til virkelig at føle eller behandle sit tab. Mange hvide mennesker har aldrig jamret, er aldrig faldet til jorden i sorg - nogen har ikke engang grædt i sorg. Sorg bliver alt for ofte undertrykt, undervurderet og forklejnet.
Når vi ser nogen der aktivt giver efter for sorgen, vender vi os ofte bort. Sorgen bliver betragtet som intim og personlig. Når sorgen bliver vist frem offentligt er det pinligt, skræmmende, usmageligt - det er bare ikke rart! Mange af os vender os væk fra den sorg der er omkring os, fordi vi ikke ønsker at føle noget, der går dybt. Det er for truende, så vi retter på vores tøj og vender os bort. Og det er den virkelige død - her dør følelser, medfølelse, fællesskabsfølelse og gensidig forståelse.
Når sorgen holdes tilbage
I stedet for sorg, vælger mange mennesker følelsesløshed, raseri, bitterhed eller isolation, når død eller uigenkaldeligt tab opstår. Men at undgå sorgen hjælper ikke. I virkeligheden gør det kun tingene værre. Vi narrer os selv til at tro, at vi kan hæve os over al smerte, hvis vi bare nægter at mærke sorgen.
Vi gør en tragisk fejltagelse, og ved en hver død og ved et hvert tab - som vi ikke bearbejder ordentligt - bliver der fyldt på vores underbevidsthed - ligesom uorganiseret rod i et pulterkammer - indtil vi er fyldt med ufølte, ulevede, uforløste tab og dødsfald. Uden evnen til at sørge, risikerer vi at blive traumatiserede af tab og død.
Og alligevel er vores medfødte evne til at sørge aldrig tabt - hvilket er en velsignelse, for ved bevidst at gå ind i sorgen og gennemleve sorgen, kan en vigtig del af os igen blive hel.
Kilde: Grief: The deep river of the soul af Karla McLaren
