Det visuelle udtryk er blevet brugt til helbredelse gennem hele historien, men kunstterapi opstod først som en særlig profession i 1940’erne.
I det tidlige 20ende århundrede, blev psykiatere interesserede i kunsthåndværk skabt af deres patienter. På omtrent samme tid, opdagede undervisere, at børns kunstudtryk reflekterede deres følelsesmæssige og erkendelsesmæssige udvikling.
I omkring 1922 deltog en gruppe på nogle og tredive læger og medicinske elever, i forelæsninger af Rudolf Steiner (1861-1925). Forelæsningerne handlede om indsigt i menneskelig patologi og tilgange til terapi, ud fra antroposofisk medicin. Den Hollandske doktor Ita Wegman (1876-1943) videreudviklede disse nye tilgange, og sammen skrev hun og Steiner bogen ”Extending Practical Medicine”. Dr Margarethe Hauschka kom med i dette samarbejde, og udviklede de første male- og modellerings-øvelser for patienter, og senere blev en kunstterapeut-uddannelse etableret. Liane Collot D’Herbois var også med i disse første år, og hendes arbejde drejede sig især om tilblivelsen af farver mellem lys og mørke.
I midten af 19-hundrede tallet, begyndte hospitaler, klinikker og genoptræningscentre i Østrig, Tyskland, England og USA, mere og mere at tilbyde kunstterapi-programmer, sammen med traditionelle ”samtale terapier”. Erfaringen førte til erkendelse af, at den kreative proces i kunst, styrker helbredelse, sundhed og velbefindende. Her fra udviklede kunstterapien sig til en effektiv og vigtig metode til kommunikation, vurdering og behandling af børn og voksne inden for forskellige områder. I dag anerkendes kunstterapien som behandlingsform i blandt andet Tyskland, England og USA og bruges inden for psykiatri, psykologi, rådgivning, uddannelse og kunst.
Billedet her på siden, er malet i pastel af Liane Collot D’Herbois, og hedder 'An incarnation green exercise in pastel'.
