Når store dele af menneskeheden i forening, mediterer tolv gange om året, på samme tidspunkt og dermed forbinder sig med livets kilde og hinanden, dannes der et kraftfuldt og aktivt energifelt, som skaber et stærkt samarbejde mellem lysets og menneskets riger.
Ved hver fuldmåne året rundt vil månen være i et nyt stjernetegn, og i løbet af et år, vil fuldmånen bevæge sig gennem alle de tolv stjernetegn. Denne energi giver os mulighed for at lave fuldmåne-meditationer i de forskellige stjernetegn, i løbet af året.
Fuldmånemeditationer udføres af stadig flere mennesker overalt på Jorden. Ved fuldmåne har månen en kraftig, spirituel indvirkning på os. Det er derfor et godt tidspunkt at gøre sig til kanal for lysets, kærlighedens og den gode viljes energier.
Ved fuldmånemeditation er der en teosofisk tradition for at fokusere på at stimulere den globale bevidsthed, fremme gruppe enhed og forene menneskeheden på tværs af race, tro og nationale skel.
Ved fuldmåne står solen, jorden og månen på en næsten direkte linje, med jorden i midten. Det betyder at jorden bliver direkte belyst af solen, uden månen står i vejen.
Når månen ikke står i mellem jorden og solen, betyder det også at solen har fuld adgang til at belyse hele den del af månen, der vender mod os. Derfor sker der det, at ved fuldmåne modtager både Månen og Jorden mere reflekteret lys fra Solen end på noget andet tidspunkt.
Ved fuldmånetid (2 dage før, selve dagen og 2 dage efter) skabes der en optimal kosmisk lysindstrømning til jorden, som er præget af månedens stjernetegn. Alle 5 dage er velegnede til fuldmånemeditation, men det optimale er at gøre det så tæt på det faktiske fuldmånetidspunkt.
Hvordan gør du?
Der er masser af steder der afholder fuldmånemeditationer, og der skal du selvfølgelig vælge det, der tiltaler dig mest.
Jeg kan anbefale Teosofisk forening eller Center for Levende Teosofi, som holder nogle dejlige guidede fuldmånemeditationer, hvor der er gratis adgang.
Du kan også meditere hjemmefra, enten helt på egen hånd, eller ved at melde dig ind i en online meditationsgruppe. Global Coherence som er sponsoreret af HeartMath, er et fint sted på nettet og her kan du se hvor mange der mediterer samtidig med dig, og hvor de er i verden. Du kan vælge om du vil lytte til en guidet meditation, eller til musik, og så selv styre din meditationsmåde. Du kan eventuelt vælge at trække et kort, som kan bruges til at give vejledning til den pågældende måned, og til at meditere over.
Hvis du ønsker et større overblik over steder der afholder fuldmånemeditation, kan du søge på Kultunaut - en samlet guide til kultur, musik, teater og udstillinger. Her kan du vælge sted, dato og hvad du søger efter, og vupti har du en liste af muligheder.
En kalender med månens positioner kan du for eksempel finde på kalendersiden.
De tre vigtigste fuldmåneperioder
- Når fuldmånen er i vædderens tegn, har vi den kristne påske. Påskedag er første søndag efter første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Her fejres Kristus opstandelse. Forårsjævndøgnet – dagen, hvor nat og dag har samme længde – er altid den 21. marts. Påsken falde derfor altid i perioden fra 22. marts til 25. april.
- Når fuldmånen er i tyrens tegn, har vi den buddhistiske wesak fest. Her fejres Buddhas fødselsdag.
- Når fuldmånen er i tvillingernes tegn, har vi den gode viljes fest. Profeten Alice A. Bailey, har i bogen 'Kristi tilsynekomst' beskrevet at Den gode viljes fest, i fremtiden vil blive højtiden for menneskeåndens stræben mod Gud, søgende sin overensstemmelse med Guds vilje, idet den indvier sig til at virkeliggøre og blive et levende udtryk for de rette menneskelige relationer. - Det vil blive en dag, på hvilken man anerkender menneskehedens åndelige og guddommelige natur.
De mindre fuldmåneperioder har også betydning, og det optimale er at man mediterer fast ved hver fuldmåne, gerne med den samme gruppe, for på den måde at styrke den fælles energiimpuls.
De tolv sædtanker og esoteriske mottoer
Disse sædtanker og meditationsemner er velegnede til fuldmånemeditation. De beskriver, hver på sin vis, et centralt tema og essensen i hver måneds astrologiske indstrømning.
Vædderen | Jeg træder frem, og fra tankens plan hersker jeg. |
Tyren | Jeg ser, og når øjet åbnes, er alt lys. |
Tvillingerne | Jeg erkender mit andet selv, og når dette selv toner bort, vokser og stråler jeg. |
Krebsen | Jeg bygger et oplyst hus, hvori jeg dvæler. |
Løven | Jeg er den, og den er mig. |
Jomfruen | Jeg er moderen og barnet. Jeg er gud, jeg er materie. |
Vægten | Jeg vælger den vej, der går mellem de to store kraftlinjer. |
Skorpionen | Kriger er jeg, og fra kampen står jeg sejrrig frem. |
Skytten | Jeg ser målet. Jeg når dette mål, og derefter ser jeg et andet. |
Stenbukken | Hensunken er jeg i overjordisk lys, og vender dog dette lys ryggen. |
Vandbæreren | Jeg er livets vand, som udgydes for tørstende mennesker. |
Fiskene | Jeg forlader Faderens hus, og idet jeg vender tilbage, frelser jeg. |
Tolv meditationsemner
Vædderen | Vi udsender vores villighed til at tjene Planen for at imødekomme fremtiden. |
Tyren | Vi påkalder, til menneskeheden, det nye lys og viljen til at se og vælge den ophøjede vej. |
Tvillingerne | Vi erkender tilstedeværelsen af Den Ene, som kommer. |
Krebsen | Vi hjælper menneskeheden med at opbygge et oplyst hus. |
Løven | Må kærlighedens kilde finde en uhindret kanal i os. |
Jomfruen | Vi dedikerer vores tid, penge, tale og arbejde til at nære og opfostre dele af Planen. |
Vægten | Vi opøver evnen til at se gennem lyset fra De Store og træffe afgørelser i overensstemmelse med deres værdier. |
Skorpionen | Vi gennemfører den store linjering, der overfører mod til hjertet og triumf til sjælen. |
Skytten | Vi fokuserer aspirationen mod hjertet i Hierarkiet. Fokuser... udsend... afvent den responderende inspirations pil. |
Stenbukken | Hvad er vores andel i opbygningen af et nyt samfund? Hvad er vores opgave? |
Vandbæreren | Vi bekræfter vores oprindelige løfte om at tjene verden og tilføjer den nye forpligtelse: at tjene mere effektivt, og at arbejde sammen. |
Fiskene |
Vi styrker vores bånd med alt, der forløser menneskehedens sjæl til fuld udfoldelse. |
Hvis du vil læse mere om fuldmånemeditation, kan jeg anbefale disse tre bøger:
- Meditation ved fuldmåne; Forlag: Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, 1988 (en nyere udgave af 'Fuldmånemeditation')
- Fuldmånemeditation; Forlag: Dansk Informationscenter for World Goodwill og Triangler, 1978 (en ældre udgave af 'Meditation ved fuldmåne' - den nye er mere mundret formuleret, men den gamle har noget indhold, som er udeladt i den nyere udgave.)
- Fuldmånemeditation: på tærsklen til en ny verdensreligion; Kenneth Sørensen, 1999