mening med livet

Hvad er meningen med livet? Det kan måske se ud som om det er et enkelt spørgsmål. Men at forsøge at komme med et svar, åbner for mange muligheder, mange perspektiver, mange indfaldsvinkler. Svaret kan for eksempel findes ud fra en spirituel, en psykologisk eller en filosofisk tilgang.

Man kan søge efter et generelt svar, der gælder for de fleste mennesker og mere specifikke svar, der gælder for det enkelte menneske. Det kaldes også at finde sin personlige livsmission - at finde sin mission med sin inkarnation.

Dette er den første af en række artikler, som kommer til at handle om meningen med livet. Jeg vil starte med at brainstorme over mulige svar:

Brainstormet liste - Hvad er meningen med livet?

  • At leve et meningsfyldt liv.
  • At være glad og lykkelig.
  • At udrense karma.
  • At heale os selv og andre, fra gamle traumer, fra dette liv og fra tidligere liv.
  • At forberede næste liv.
  • At udtrykke sin sjæl, gennem kunst.
  • At være med til at gøre verden bedre.
  • At skabe bedre livsmuligheder for de mennesker der kommer efter os.
  • At udvikle mere empati, forståelse, accept og kærlighed.
  • At åbne vores sind for skønheden omkring os.
  • At udvikle vores sjæl.
  • At leve et liv, gøre det jeg har brug for at gøre, for at være tilfreds med mit liv når jeg dør. Ikke fortryde, ikke ærgre mig.

Sådan finder du meningen med dit liv

Tænk over det du laver i løbet af en dag, en uge, en måned, et år. Er det meningsfyldt for dig? Hvad skulle ændres, for at det blev endnu mere meningsfuldt?

Meditation er måske en af de mest effektive veje, til at finde mening i dit liv. Gennem meditation kan man få bedre adgang til kommunikation med sin sjæl, med engleverdenen og med sin spirituelle guide.

Jeg tror at ægte dybtfølt glæde og lykke, kommer når vi lever i overensstemmelse med vores sjæl. Når den overensstemmelse opstår i glimt, eller i længere øjeblikke, oplever vi en lykkefølelse der føles som om alle celler i kroppen jubler. Det giver en dyb tilfredshed – en dyb følelse af at det her er godt.

Sjælen og den spirituelle verden taler til os alle sammen, hele tiden. Men den taler ikke højt. Den visker. Det kræver stilhed og nærvær, det kræver at man lytter, hvis man vil høre den. Der er tit mange andre stemmer der overdøver den.

Egoet, vores frygt, vores vrede, vores sorg, vores magelighed – det er de stemmer vi oftest lytter efter, men de giver kun en øjeblikkelig tilfredsstillelse, ikke en varig glæde.

Vi er gæster på denne planet.
Vi er her for 90 eller højst 100 år.
I den periode, må vi forsøge at gøre noget godt,
noget nyttigt, med vores liv.
Hvis du bidrager til andre menneskers lykke,
vil du finde det sande mål,
den sande mening med livet.
H. H. 14. Dalai Lama


Flere spændende artikler

Sideoversigt | Cookie- og persondatapolitik | Handelsbetingelser | Etik
© Copyright www.annettaagot.dk. All Rights Reserved