sige nej

Hvilke ofre foretager du dig i forsøget på at gøre andre tilpas? Prøv at sige ”nej” næste gang, og lad være med at forklare hvorfor.

Når livet bliver fyldt med en masse ligegyldige ting, går det ud over det, der er virkelig vigtigt for dig. Men sig bare fra – det er ikke spor småligt, snarere stort, for når du siger nej, siger du ofte ja til dig selv.

Mange af os gør vores liv unødvendigt kompliceret, ved at bruge tid, energi og besvær på unødvendige ting – vi blander os i andre menneskers liv, leger Gud (tror alt er vores ansvar), påtager os opgaver eller siger ja til sociale begivenheder, som vi i virkeligheden ikke har lyst til – vi giver løfter og skaber flere ligegyldige og kedelige opgaver for os selv.

At sige nej til uvedkommende aktiviteter, er at sige ja til det som har betydning i dit liv. At sige nej betyder ikke nødvendigvis at undgå ansvar eller pligter; men det betyder at udelukke unødvendig indviklethed – at prioritere, at finde dit fokus. At gå efter livskvalitet og ikke kvantitet. 

Lær at sige NEJ

Før du siger eller gør noget, du vil fortryde, så tæl til 10. At sige ja til alt er en sikker vej til stress. Kend dine egne grænser både med hensyn til konflikter, pligter og nye opgaver. Det er ikke dit ansvar at gøre alle tilpas.

Du har ret til at sige nej; også uden at have dårlig samvittighed. Du behøves ikke engang at forklare hvorfor du siger nej. Nej kan sagtens være en hel sætning.

De mest almindelige grunde til at vi ikke siger fra
  • Vi frygter vrede og konflikt.
  • Vi frygter afvisning.
  • Vi er bange for at såre modparten.
  • Vi tror, andre ved bedre.
  • Vi kan ikke mærke os selv.
  • Vi er bange for at gå glip af noget.

Hver gang, vi gør ting, som vi egentlig ikke ønsker at gøre, afgiver vi energi og mister kontrollen over vores liv. 
Der er selvfølgelig undtagelser til enhver regel, og hvis du føler, at du ikke kan sige nej, så brug i det mindste noget-for-noget reglen.

Hjælp til at sige nej

  • Sig NEJ med beslutsomhed
  • Nej kan siges på flere måder. Du kan bruge det korte 'Nej', det lidt længere 'Nej tak' eller et 'Pænt nej tak'.
  • Du kan godt forklare hvorfor du siger nej, men du er ikke forpligtet til en forklaring. Hvis du vælger at forklare, så gør det uden at undskylde eller retfærdiggøre dig. Prøv eventuelt at tilbyde modparten en alternativ løsning.
  • Gør dit svar så kort som muligt uden at tillade afbrydelser.
  • Se altid modparten i øjnene. Sørg for at din stemme er rolig, og at du ikke viser tegn på nervøsitet.
  • Tænk på dit kropssprog. Ret ryggen og brug eventuelt hænderne til at understrege dine ord. At vise begge håndflader frem som på billedet, er et klart signal.
  • Lad dig ikke presse. Når du føler, at en person presser dig til at tage en hurtig beslutning, som er til dennes fordel, bør du modstå fristelsen til at beslutte dig hurtigt. Køb dig tid, ved at sige noget i retning af: ”Jeg kan desværre ikke give dig min beslutning lige nu. Der er lige nogle detaljer, jeg må undersøge. Ring mig op i morgen, så vil jeg kunne give dig et svar - Hvis det er en telefonsamtale, bør du modstå fristelsen til at sige, at du vil ringe tilbage. Lad modparten gøre arbejdet selv.

Husk: Det er ikke det vi siger, andre føler sig ramt af - det er måden det bliver sagt på. Du kan stort set sige hvad som helst og slippe godt fra det, hvis du formulerer dig høfligt, respektfuldt og med det rette ansigtsudtryk. Nogen gange hjælper det med et smil, andre gange er det bedst at være helt alvorlig og fast i blikket.


Udvalgte artikler

Nyhedsbrev

Få besked når der sker noget nyt.

betalingsmuligheder