Mantra meditation

I denne artikel fortæller jeg hvad et mantra er, hvordan man bruger et mantra til meditation og hvad man får ud af at meditere på et mantra.

Ordet mantra stammer fra sanskrit og har to dele: man, som betyder sind; og tra, som betyder redskab. Et mantra er derfor et redskab til sindet, en kraftfuld lyd eller vibration, som du kan bruge til at komme i en dyb tilstand af meditation.

Hvad er et mantra helt konkret?

Et mantra er ord, sætninger eller en række af sætninger, der frembringer bestemte vibrationer og følelser. Et mantra ophober åndelig energi, når det gentages igen og igen. Det skaber en mærkbar ændring, i det menneske der bruger mantraet.

Ifølge den vediske tradition, var de gamle vismænd i stand til at høre de subtile vibrationer, som alt i naturen har - lyden af vind, torden, sommerfugle, brusende floder og fra alle andre skabninger. De erkendte, at disse lyde er en manifestation af det spirituelle på det fysiske plan. De identificerede "Om" (eller aum) som den mest elementære lyd, der repræsenterer den uendelige universelle bevidsthed. I tusinder af år, har mennesker brugt dette mantra, til at udvide deres bevidsthed om det guddommelige.

De gamle seere identificerede også alle de oprindelige vibrationer eller mantraer, der udgør universet og disse blev til sidst skrevet ned i den vediske litteratur - de fire tekster, der danner grundlag for den hinduistiske religion.

Du kan faktisk høre alle disse mantraer selv, hvis du sidder stille. Du vil opdage en baggrundsbrummen i luften, og når du bliver ved med at fokusere på denne brummen, vil du til sidst høre alle de mantraer, som vismændene registrerede for længe siden.

Hvordan gør jeg?

Mantra meditation er ikke svært at lære. Start med at vælge et mantra, som du har lyst til at meditere på.

Find så et roligt sted, hvor du ikke bliver forstyrret. Sæt dig behageligt tilrette, med ryggen så ret som muligt.

Luk øjnene, og fokuser på at slappe af. Sæt stille og rolig fokus på din vejrtrækning og begynd at trække vejret ind og ud gennem dit hjerte. Begynd nu at gentage dit mantra for dig selv, i dit indre.

Det er helt normalt, at dit sind vil forsøge at begynde at vandre under en mantra meditation. Hvis du opdager, at dit sind har vandret, så diriger det tilbage til dit mantra.

Mærk, hvordan energien begynder at påvirke dig, bliv opmærksom på hvad du oplever.

Selv om du synes at du ikke kan mærke der sker noget, så kan du være sikker på, at du styrker din sjælskontakt, og ændrer dine vibrationer. Det vil komme til udtryk på et senere tidspunkt.

Det anbefales, at meditere en eller to gange om dagen, i 5-20 minutter.

Jo længere en periode du gør det over, desto større effekt vil du mærke. Men husk - det vigtigste er at få det prøvet og at komme i gang.

En anden måde at meditere over mantraet på, er at sige det højt, og gentage det igen og igen. Man kan gøre det samtidig med at man spiller en cd, hvor mantraet bliver talt eller sunget. Fordelen ved at gøre det på denne måde, er at tankerne har sværere ved at begynde at vandre, fordi den spillede sang, er med til at fastholde koncentrationen. Der findes også mange indspilninger, der har høje spirituelle vibrationer, som hjælper ens egne vibrationer til at svinge endnu højere, end man ville kunne få dem til på egen hånd.

I sær Deva Premal, har lavet nogle dejlige indspilninger af mantraer. Her synger hun 'Om mani padme hum'

Hvis du ikke synes du har tid til at meditere, vil bare det at lytte til at andre synger mantraer, fx mens du vasker op eller går i bad, have en løftende virkning på sindet.

Oversigt over effekten af mantrameditation

  • Styrkelse af forbindelse til sjælen
  • Styrkelse af forbindelse til den spirituelle verden
  • Healing
  • Forløsning af gamle blokeringer
  • Hjælp til erkendelse og oplysning
  • Mere energi
  • Løfter dit vibrationsniveau
  • Får dine celler til at vibrere på et højere niveau
  • Fremmer flow i dit liv

Desuden er mantrameditation afstressende og afslappende – hjertet banker langsommere, vejrtrækningen bliver langsommere og dybere og hjernebølgerne bliver langsommere.

Hvorfor gentager man det samme mantra så mange gange?

At gentage et mantra er en effektiv måde til at bringe stilhed i sindet. Når du gentager mantraet, skaber det en mental vibration, der gør det muligt for sindet at opleve dybere niveauer af bevidsthed. Hvis du bruger mantraer under meditation, vil mantraet, mens du mediterer, bliver mere og mere abstrakt og utydeligt, indtil du til sidst kommer ind i området for ren bevidsthed, hvorfra vibrationen opstod.

Mantraet er et værktøj til at forstærke din meditation. Mantraer kan ses som gamle kraft ord med subtile intentioner, der hjælper os til at oprette forbindelse til det spirituelle, til kilden til alt i universet. Når du oplever dybere meditative tilstande, vil alle tanker og bekymringer forsvinde, og du oplever den stilhed, der altid findes under den støjende indre dialog i sindet. I denne stilhed kan du føle enhed med alt liv og dyb fred.

Kendte mantraer

Hvert mantra skaber specifikke vibrationer i sindet, og derfor bruges der forskellige mantraer afhængig af hensigten.
To kendte mantraer er 'Om' i hinduismen og 'Om mani padme hum' i buddhismen.


Flere spændende artikler

Sideoversigt | Cookie- og persondatapolitik | Handelsbetingelser | Etik
© Copyright www.annettaagot.dk. All Rights Reserved