Tidsrejser

Tanken om tidsrejser er utroligt underholdende at tænke på - men er den også realistisk? Er rejser i tiden 'science' eller 'fiction'? For at se på det videnskabeligt, må vi se ud fra fysikkens verden, nærmere betegnet kvantemekanikken og relativitetsteorien.

At rejse frem i tiden
  • Vi ved, det kan lade sig gøre at rejse frem i tiden. Vi gør det faktisk hele tiden – alle gør det bare ved samme hastighed.
  • Hvis du flyver rundt om Jorden i en jumbojet, vil du komme en lille bitte smule langsommere frem i tiden i forhold til de mennesker, der ikke er om bord på flyet. Det er imidlertid tale om få nanosekunder. Der skal noget højere hastigheder i spil, hvis vi for eksempel skal rejse et år frem i tiden.
At rejse tilbage i tiden

Der er ikke noget i fysikkens verden, der siger, at man ikke kan rejse tilbage i tiden.

Hvad vil det kræve at rejse i tiden?

Ud over at bevæge sig med utrolig høj hastighed, er ormehuller et af de fænomener, fysikerne kigger på. De regner med, at ormehuller, hvor tid og rum flyder sammen, findes på en utrolig lille skala, selvom deres eksistens aldrig er bevist.

Finder tidsrejser allerede sted? Denne film fra youtube viser videoklip og fotografier, der skulle bevise at tidsrejser allerede har fundet sted.

Teorien om at fortiden ikke kan ændres

En teori i forhold til tidsrejser er, at det der er sket i fortiden ligger fast og ikke kan ændres. Det betyder at hvis du rejser tilbage i tiden, vil du ikke kunne ændre noget – eller endnu værre, du vil blive en del af årsagen, til at det du vil afværge, kommer til at ske.

Bedstefar paradokset

Hvis jeg rejser tilbage i tiden og skyder min morfar som barn, så vil min mor og dermed jeg selv aldrig blive født. Men hvordan vil jeg så kunne rejse tilbage i tiden og skyde min morfar?

Fremtiden og fortiden hænger uløseligt sammen, så tidsrejser, der ændrer fortiden og dermed fremtiden, er svære at kapere.

Der er forskellige løsninger på paradokset. Ét er de Selvopfyldende Historier, som ikke rokker ved den fremtid, man kommer fra. Det vil sige, at hvis du rejser tilbage i tiden for at slå din morfar ihjel, vil du nødvendigvis mislykkes. Der vil pludselig opstå en bananskræl, som du falder i, hvilket forhindrer dig i at slå din morfar ihjel.

Forklaringen kaldes også Den Tvunge Bananskræl. Selv det mest usandsynlige bliver her sikkert. Fremtiden, du kommer fra, er jo allerede sket og dermed fastlagt. Dine forsøg på at ændre på fortiden kan derfor aldrig være succesfulde.

Et eksempel på Den Tvungne Bananskræl

Hvis du for eksempel forsøger at skyde en yngre version af dig selv, så vil det give et jag i din skulder, når du skyder, og det vil resultere i, at du rammer dit yngre jeg i skulderen, og på den måde laver det sår, der senere vil forårsage jaget i din skulder.

Tidsrejser

Teorien om at fortiden kan ændres

En anden teori er, at det der er sket i fortiden er fleksibelt, og kan ændres. Når et bestemt resultat er uønsket, kan man rejse tilbage til fortiden, og lave ændringer, så man får et andet resultat.

En forklaring på hvordan det kan lade sig gøre er, at der findes parallelle verdener - hvilket er en fuldstændig gyldig tolkning af kvantemekanikken. Den kaldes for 'mange-verdener'-teorien. Ifølge den forgrener universet sig hele tiden i utallige paralleluniverser for hvert muligt udfald.

Rejser man tilbage i tiden og skyder ens morfar som barn, opstår der en parallel verden. En verden, hvor du aldrig har eller vil eksistere, fordi din morfar blev skudt som barn, og en anden verden, som du kommer fra. I din verden er disse ting aldrig sket - det skete i den parallelle verden.

Om ikke at forstå et kuk

Stadig forvirret? Så fortvivl ikke!

Kvantemekanik og relativitetsteori er måske nok videnskabeligt bevist og erkendelsesmæssig fakta. Men især kvantemekanikken går imod al vores intuitive logik og al den erfaring, vi har fra vores fysiske verden.

”Vi har utallige eksperimenter, der bekræfter kvantemekanikken, men man kan ikke forklare den til folk. Man kan komme med analogier, men ingen af dem er for alvor præcise.” siger Benny Lautrup, som er professor i teoretisk fysik.

Han regner selv med tre faser i forståelsen af kvantemekanik. ”Først er man student. Man læser alle bøgerne og synes, man forstår dem. Så begynder man for alvor at arbejde med kvantemekanik. Og så, efter man har arbejdet i 40 år, går det pludselig op for én, at man ikke forstår et kuk alligevel.” siger professor Benny Lautrup.

Kilder

videnskab.dk: Tidsrejser er mulige
videnskab.dk: Lost og FlashForward: Er tidsrejser virkelig mulige?
videnskab.dk: Forskere: Tidsrejsende efterlader måske spor på Facebook


Udvalgte artikler

Nyhedsbrev

Få besked når der sker noget nyt.

betalingsmuligheder